Mens Trine Mach fra Enhedslisten i morges hastede ud for at forsvare terrorgruppen Hizbollah, der opererer fra Libanon, kom der en langt mere kontant melding fra Libanon selv.

Ifølge Reuters oplyser Libanons premierminister, Najib Mikati, at landet vil forbyde alle militære handlinger foretaget af Hizbollah.

Lad den lige synke ind: Libanon vil forbyde Hizbollahs militære aktiviteter, Enhedslisten forsvarer samme terrorgruppe.

Terror fra Hizbollah

I løbet af natten har raketter fra Hizbollah igen regnet ned over Israel, præcis som vi så det under terroren mod Israel. Endnu et bevidst angreb mod civile. Endnu en nat, hvor jøder i Israel skal løbe i beskyttelsesrum, mens islamistiske terrorgrupper affyrer deres raketter.

Også i efterdønningerne efter terrorangrebet i 2023, hvor Hamas stod bag massakren, valgte Trine Mach og Enhedslisten samme linje: mere fokus på at kritisere Israel end på at tage et klart og utvetydigt opgør med terrorgrupperne. Dengang som nu blev terror mod jøder relativiseret i retorikken.

I weekenden var Trine Mach desuden ude i et forsvar for mullaherne i Iran.

Her er Trine Machs eget opslag:

“Med bombningerne af Libanon her til morgen bliver nu selveste John Boltons advarsler endnu vigtigere at lytte til . Faren for yderligere eskalation og egentlig regional krig med al den ødelæggelse og destabilisering , det medfører, er dybt dybt alvorlig. Der er spilleregler i det internationale samfund og de må og skal også gælde USA og Israel. Ellers hører alt op.”

Trine Mach nævner ikke terror

Læs det grundigt. Der er ingen afstandtagen til Hizbollah. Ingen fordømmelse af nattens raketangreb, et angreb som hun ikke nævner med et ord.

Ingen anerkendelse af, at det var Hizbollah, der affyrede raketter mod Israel. Ikke ét ord om terroren. I stedet peges der fingre af Israel og USA.

Det er ikke tilfældigt. Det er et valg.

Samtidig meddeler Libanons regering altså, at man vil forbyde Hizbollahs militære handlinger. Selv Libanon markerer en grænse over for den terrorgruppe, der affyrer raketterne. Men et dansk folketingsmedlem fra Enhedslisten gør ikke.

Terrorstøtteren Trine Mach

Trine Mach er desuden folketingsmedlemmet fra Enhedslisten, der danser i gaderne med terrorstøttere og antisemitter, som råber terrorslagord sammen med terrorstøttere og antisemitter, som står arm i arm med terrorstøttere og antisemitter og som bidrager massivt til et terrorstøttende og antisemitisk medie.

Fuldstændig som resten af partiets folkevalgte.

Hun og Enhedslisten udgør en del af de røde mandater, som Mette Frederiksen skal basere en knaldrød regering på. Det er ikke periferi. Det er potentiel magt til antisemitter,, terrorstøttere og ekstremister.

Når raketter regner ned over Israel, burde det første instinkt være at fordømme terroren. Ikke at skælde ud på det land, der bliver beskudt. Ikke at tie om, hvem der affyrede raketterne. Ikke at lade som om, det hele begyndte med Israels svar.

Mette Frederiksen i tæt samarbejde med terrorstøttere

Hvis man konsekvent undlader at nævne terrorgruppen, hvis man igen og igen retter kritikken ensidigt mod Israel, mens terroren mod jøder glider i baggrunden, så sender man et signal.

Og det signal er ikke til at misforstå.

Det er heller ikke til at misforstå, når Mette Frederiksen siger, at hun vil arbejde tæt sammen med Enhedslisten efter et valg.

Polnyt har i denne valgkamp valgt at sætte fokus på de mandater, som Mette Frederiksen vil basere en knaldrød regering på.