Israel og USA har nu sat hårdt mod hårdt over for det islamiske regime i Iran. Et angreb er i fuld gang. Et præstestyre, der i årtier har holdt sit eget folk nede med vold, fængsler og henrettelser.

Et regime der har slået brutalt ned på demonstranter, fængslet kvinder for at kræve frihed og knust enhver opposition, som turde udfordre mullahernes magt.

Iran har finansieret Hamas

Samtidig har styret systematisk finansieret og bevæbnet terrororganisationer i regionen, blandt andre Hamas i Gaza, og været en afgørende drivkraft bag krig, ustabilitet og had i Mellemøsten og resten af verden.

Det er dette regime, der nu bliver ramt. Ikke det iranske folk, men magtapparatet omkring ayatollaherne.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvad der sker militært. Spørgsmålet er, hvordan den danske venstrefløj reagerer politisk og moralsk.

Vil venstrefløjen igen forsvare terrorister og islamister?

Vil Pelle Dragsted og resten af rød stue endnu en gang stille sig på den “anti-vestlige” autopilot og per refleks fordømme USA og Israel?

Pelle Dragsted har slået noget op på X for kort tid siden, men det var selvfølgelig ikke noget om Iran, ingen støtte til det Iranske folk, som han har støttet de palæstinensiske terrorister og været med til, sammen med Iran, at finansieret dem.

Vil de tale mere om vestlig aggression end om det regime, der har undertrykt sit eget folk og støttet Hamas og andre islamistiske grupper i årtier?

Vil terrorstøtten og antisemitismen igen flyde fra venstrefløjen? Fra partier som Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Alternativet? Mette Frederiksens mandater til en rød regering?

I årevis har vi set demonstrationer, hvor vrede rettes mod Israel, hvor antisemitismen og terrorstøtten var åbenlys, mens Irans rolle som sponsor og ideologisk drivkraft bag dele af Mellemøstens terrorinfrastruktur er blevet behandlet med en påfaldende stilhed.

Nu kan man ikke gemme sig bag slogans og symbolpolitik. Nu er fronterne tydelige.

EU har igen svigtet

Samtidig står EU endnu en gang og kigger på. Mens USA handler og Israel tager den direkte konfrontation med et regime, der i årtier har destabiliseret en hel region, leverer Bruxelles de sædvanlige erklæringer, bekymrede miner og diplomatiske floskler.

Når det virkelig gælder, når beslutninger har konsekvenser, og når handling er nødvendig frem for resolutioner, så er det igen andre, der træder til.

EU taler om værdier, men overlader gang på gang den hårde realpolitik til Washington og Jerusalem. Det er det samme mønster hver eneste gang: moralsk storhed i ord, strategisk fravær i handling.

Iranere i Danmark skal hjem og hjælpe

Hvis præstestyret i Teheran falder, vil det ikke blot være et regionalt magtskifte, men en reel sikkerhedsforanstaltning for Vesten. Det iranske regime har i årtier fungeret som statslig sponsor for terror, destabilisering og radikalisering langt uden for egne grænser.

Fjernes den ideologiske og finansielle motor bag denne eksport af konflikt, svækkes en central drivkraft bag uro i både Mellemøsten og Europa.

Samtidig vil et frit, ikke-religiøst og demokratisk Iran åbne døren for, at mange iranere i diasporaen kan vende hjem og bidrage til genopbygningen af deres land. Ressourcer, uddannelse og arbejdskraft.

Iranere som i dag befinder sig i Vesten, kan blive en del af en ny begyndelse i Iran. Ikke under islams og mullahernes tvang, men i et samfund baseret på frihed, retsstat og sekulært demokrati.

Maskefald på den danske venstrefløj

Når et brutalt præstestyre presses, afsløres også de politiske instinkter herhjemme.

Vil venstrefløjen stå på side med et regime, der knuser kvinders frihed og hænger dissidenter? Som man har set mange gange før?

Eller vil de erkende, at kampen mod islamistisk terror også indebærer at konfrontere de stater, der finansierer og fremmer den? At bekæmpen af islams terror og terrorstater er et grundlag for vores egen sikkerhed?

Spørgsmålet er nu, om medierne igen vil svigte. Vil de endnu en gang nøjes med overfladisk dækning og hurtige analyser, eller vil de faktisk bore i venstrefløjens ideologiske blindhed og ekstreme instinkter?

Vil medierne igen svigte?

Vil de statsstøttede og statsansatte journalister stille kritiske spørgsmål til den fløj, som skal udgøre fundamentet for Mette Frederiksens røde regeringsprojekt? Når regeringsgrundlaget potentielt hviler på partier, der konsekvent er hårdere i deres kritik af vestlige demokratier end af islamistiske regimer, som agerer skødehunde for mellemøstens mange terrorister, er det ikke bare en debat om udenrigspolitik. Det er en debat om værdier, retning og Danmarks placering i verden.

Det er nu, vi får svaret.

Må det modige iranske folk endelig blive fri!