Da Lars Boje Mathiesen meldte sig som statsministerkandidat, gjorde han det med den mest grundlæggende demokratiske legitimitet, der findes.

I et frit samfund har enhver, der kan samle opbakning og er opstillingsberettiget til folketingsvalg, ret til at stille sig frem og sige: jeg vil lede landet. Vælg mig eller lad være.

Man kan være enig eller uenig med ham, man kan mene, at hans projekt er stærkt eller svagt, realistisk eller urealistisk.

Lars Boje Mathiesen kan ikke udelukkes

Men man kan ikke, hvis man tager demokratiet alvorligt, udelukke Lars Boje Mathiesen fra den demokratiske debat, mens man lader andre statsministerkandidater komme til orde og deltage i debatter.

Alligevel er det præcis det, der nu sker i valgkampen.

På dagen hvor Mette Frederiksen udskrev valget, stod både Danmarks Radio (Christine Cordsen) og TV 2 Nyhederne (Hans Redder) med mikrofonen fremme og gentog Mette Frederiksens løgn om, at der ingen borgerlige statsministerkandidater var.

Som om erklæringen fra Lars Boje Mathiesen aldrig var afgivet. Som om vælgere, der måtte overveje ham, ikke fandtes. Som om virkeligheden kunne redigeres væk med en formulering i en liveudsendelse.

Det er ikke en teknikalitet. Det er ikke en fodnote. Det er en fortælling, der former hele rammen for valgkampen.

Hvis medierne gentager, at der ikke findes et borgerligt alternativ, så skaber de netop den virkelighed, de påstår blot at beskrive. Det er antidemokratisk magt. Og det er magt uden mandat.

Vil Danmarks Radio udelukke statsministerkandidat?

Endnu mere bekymrende er det, at Danmarks Radio ikke vil svare klart på, om statsministerdebatterne bliver med eller uden Lars Boje Mathiesen.

Tavshed er også et svar. For hvis en erklæret kandidat kan ignoreres uden forklaring, så er det ikke længere vælgerne, der afgør, hvem der er “relevante”.

Så er det statsansatte og statsstøttede redaktionelle redaktører og tilrettelæggere, der i praksis sætter grænsen for, hvem der må deltage i den demokratiske samtale, hvem der må melde sig som statsministerkandidat.

Demokratiet er latterligt

Og for lidt siden på det sociale medie X har Noa Redington, der er tidligere socialdemokratisk spindoktor, og nuværende politisk kommentator på TV 2 news, ligefrem kaldt det latterligt, at alle kandiddater skal deltage i debatter mellem statsministerkandidaterne.

Det her handler ikke om sympati for eller modstand mod Lars Boje. Det handler om noget langt større.

Det handler om, hvorvidt medierne forstår deres rolle. De skal kontrollere magten, ikke udøve den. De skal stille kritiske spørgsmål til alle kandidater, ikke definere, hvem der må kaldes kandidat.

Journalistik skal være kritisk og neutral

Det samme gælder med politikere og partier generelt. Dækningen skal være neutral og lige kritisk over for alle politikere og partier, uanset partifarve. Journalistikken skal være hård og kontant over for alle i demokratiet. Det er desværre bare ikke, hvad der sker. Hvilket polnyt har dokumenteret flere gange.

Når public service medier, og andre, begynder at sortere i kandidaterne, bevidst eller ubevidst, bevæger vi os væk fra en åben demokratisk debat og hen imod en kurateret virkelighed, hvor kun de “rigtige” alternativer får lov at eksistere på skærmen.

Det er ikke journalistik. Det er redigering af demokratiet.

Der tegner sig et mønster. Når medierne skriver om blå bloks statsministerkandidater, bliver Lars Boje Mathiesen ofte ganske enkelt ikke nævnt.

Artikler og analyser oplister navne, vurderer styrkeforhold, diskuterer scenarier, men springer ham over, som om hans kandidatur er en parentes uden betydning. Hvilket det måske er, men det er ikke op til medierne at bestemme.

‘Forglemmelsen’ sker så konsekvent, at det ikke længere kan affejes som en forglemmelse.

Uanset hvad man mener om Bojes politiske projekt, er han en erklæret demokratisk kandidat.

Framing kan aflæses i meningsmålingerne

Når medierne systematisk undlader at nævne ham i gennemgange af blå bloks kandidater til statsministerposten, er det ikke bare en redaktionel prioritering, det er en aktiv framing af virkeligheden.

Og i en valgkamp er framing magt. Noget der kan aflæses direkte i meningsmålingerne. Det har vi set med de seneste måneders mikrofonholderi fra statsmedierne over for Lars Løkke, og de seneste mange års mikrofonholderi over for Pia Olsen Dyhr fra samtlige statsstøttede medier.

Hvis medierne kan udelade én kandidat i dag, kan de udelade en anden i morgen. Og så er det ikke længere vælgerne, der bestemmer, hvem der skal have chancen. Så er det de statsstøttede og statsansatte journalister.

Det er ikke deres opgave. Det er ikke deres mandat. Og det er ikke deres demokrati at forvalte.

Polnyt mener: de danske medier og journalister udgør et demokratisk problem. og de dokumenterer det selv.