Valgkampen er knap nok skudt i gang før det står klart, at den fjerde statsmagt har valgt side. Mette Frederiksen stillede i dag op til interview hos først TV 2 News og derefter Danmarks Radio.

To interviews på stribe. To muligheder for kritisk journalistik. To chancer for at stille de spørgsmål, som millioner af danskere burde forvente bliver stillet, når landets statsminister går i valg.

Lad os sige det med det samme. Hvis det her er niveauet for dansk journalistik i 2026, så er dansk journalistik afgået ved døden.

Der var ingen seriøse kritiske spørgsmål. Ingen insisteren. Ingen forsøg på at bore ned i de mange sager og skandaler, der har præget Mette Frederiksens tid ved magten.

Ingen konfrontation med magtens selvforståelse. Ingen vilje til at udfordre den fortælling, statsministeren kom for at levere.

Det, vi så, var ikke glubske rottweilere, der bed sig fast i magten. Det var logrende hundehvalpe, der syntes mere optaget af at please end at presse.

Det var journalister, der fremstod næsten ængstelige for at afbryde, for at insistere, for at sige det oplagte: Undskyld, men det passer ikke.

TV 2 holdt mikrofonen for Mette Frederiksens løgn

Først sad Hans Redder fra TV 2 News over for statsministeren.

Det burde have været et interview med kant. Det burde have været en samtale, hvor magten blev udfordret. I stedet var det ren mikrofonholderi.

Spørgsmålene var bløde. Opfølgningerne fraværende. Da Mette Frederiksen påstod, mod bedrevidende, at ingen fra blå blok havde meldt sig som statsministerkandidat, var der en oplagt mulighed for at korrigere.

Både Lars Boje Mathiesen og Alex Vanopslagh har meldt sig. Det er et faktum.

Hans Redder lod ikke bare Mette Frederiksen løgn passere. Han gentog den. En påstand, der burde være blevet mødt med et konkret modspørgsmål, blev i stedet reproduceret.

Når en statsminister fremsætter en åbenlys usandhed i et live interview, og journalisten vælger at lade den stå, så er det ikke bare en fejl. Det er et svigt.

Interviewet var søvndyssende. Mette Frederiksen fik lov til at remse spinsætninger af. Der blev ikke afbrudt. Der blev ikke insisteret. Der blev ikke gravet.

Det var, som om formålet ikke var at oplyse seerne, men at give statsministeren en platform til at lancere sin valgkamp uden modstand.

Danmarks Radio gentog Mette Frederiksens løgn

Kort efter TV 2 News var færdige med statsministeren, sad Christine Cordsen klar hos Danmarks Radio.

Man kunne have håbet på en anden tilgang. En skarpere vinkel. En journalistisk markering af, at public service betyder uafhængighed fra magten.

Men interviewet var en tro kopi. Samme bløde linje. Samme mangel på bid. Samme manglende korrektion, da løgnen om manglende statsministerkandidater fra blå blok blev gentaget.

Ingen spørgsmåls om røde ekstremister

Hverken TV 2 News eller Danmarks Radio fandt det tilsyneladende relevant at spørge ind til det politiske fundament, Mette Frederiksen reelt skal basere en rød regering på.

Der kom ingen kritiske spørgsmål om samarbejdet med Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti. Ingen konfrontation med de kontroverser, der igen og igen har knyttet sig til dele af det yderste venstrefløjsmiljø, herunder sager om udtalelser og markeringer, der har og forsat bidrager til antisemitisme og terrorstøtte.

Uanset hvor man selv står politisk, er det åbenlyst relevant at spørge en statsminister, hvordan hun forholder sig til skandaler hos de partier, hvis mandater hun vil bruge. Vil hun tage afstand. Vil hun stille krav. Hvor går grænsen. Intet af det blev berørt.

I stedet fik seerne serveret et poleret narrativ uden modspørgsmål om det magtgrundlag, der skal bære en eventuel rød regering.

Det er ikke journalistik i offentlighedens tjeneste. Det er en undladelsessynd, der efterlader vælgerne dårligere oplyst.

Rystende signal om dansk journalistiks tilstand

To statsmedier. To interviews. Én samlet præstation, der sender et rystende signal om dansk journalistiks tilstand.

Vi må allerede nu konstatere, at medierne har startet valgkampen, som de sluttede den sidste. De lader Mette Frederiksen slippe afsted med påstande, der burde udfordres.

De undlader at stille de spørgsmål, der burde være selvskrevne. De svigter deres rolle som den fjerde statsmagt.

Det handler ikke om at være for eller imod Mette Frederiksen. Det handler om princip. Når magten ikke møder modstand, når journalister ikke tør stille de ubehagelige spørgsmål, så bliver demokratiet fattigere. Pressens opgave er ikke at være statsministerens talerør. Den er at være borgernes vagthund.

Alle partier og politikere skal dækkes lige kritisk, også statsministeren og hendes eget parti.

TV2 News hylder Lars Løkke

Samtidig fortsætter TV 2 News deres pinlige propaganda for Lars Løkke Rasmussen.

I timerne efter valgudskrivelsen fyldte han sendefladen massivt. Analyse på analyse. Live gennemstilling efter live gennemstilling. Studie efter studie.

Uden at de kritiske spørgsmål for alvor meldte sig. Uden den samme insisteren, som man ellers bryster sig af, når det gælder oppositionen.

Det samlede billede er ikke kønt. Når de største medier i landet i praksis giver statsministeren frit løb og samtidig giver massiv eksponering til en udenrigsminister, med masser af skandaler i bagagen, uden nævneværdig kritisk modvægt, så opstår der et demokratisk problem. Især når der er tale om medier, der i vid udstrækning finansieres eller ejes af danskerne selv.

Statsansatte mikrofonholdere

Statsmedierne har en særlig forpligtelse. De skal være uafhængige. De skal være kritiske. De skal være frygtløse. I dag var de ingen af delene. I dag var de mikrofonholdere.

Valgkampen er begyndt. Hvis det her er niveauet, kan vi se frem til uger, hvor magten får lov til at definere virkeligheden uden reel modstand.

Hvor de kritiske spørgsmål drukner i høflige formuleringer. Hvor demokratiets vagthunde er blevet til selskabshunde.

Det er ikke bare et journalistisk problem. Det er et demokratisk problem. Og det burde bekymre langt flere end dem, der i forvejen er kritiske over for regeringen.

For i et sundt demokrati skal magten frygte pressen en smule. I dag så det ud, som om pressen frygtede magten.