Valgkampen er knap nok skudt i gang, men én fortælling har allerede sat sig tungt i mediebilledet.

Hvem bliver borgerlig statsministerkandidat? Spørgsmålet er blevet gentaget i studier, i overskrifter og i analyser, som om det var selve valgkampens hovedtema.

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har, sammen med store dele af pressen, haft et næsten manisk fokus på, hvem i blå blok der “tør” melde sig.

Men helt ærligt, det er at udvise en mangel på respekt over for vælgerne.

Hverken medierne eller Mette Frederiksen bestemmer

Det hedder et folketingsvalg. Ikke en castingrunde i et tv-studie. Ikke en mediedrevet personsøgning. Et valg. Og i et valg er det vælgerne, der bestemmer. Også på borgerlig side.

Logikken burde være enkel. Det borgerlige parti, der får flest stemmer, må naturligt tage førertrøjen og gøre krav på statsministerposten.

Det er ikke en kompliceret konstruktion. Det er demokratisk sund fornuft. Alligevel fremstilles det igen og igen, som om blå blok lider af en eksistentiel krise, hvis ikke én person på forhånd udråbes som ubestridt leder.

Borgerlige partiledere bør alle melde sig som statsministerkandidat

For kort tid siden meldte Troels Lund Poulsen sig som borgerlig statsministerkandidat. Inden da havde både Alex Vanopslagh og Lars Boje Mathiesen meldt sig på banen. Alligevel sad statsministeren tidligere i dag over for mikrofonholdende statsansatte journalister og påstod, at “ingen” havde meldt sig. Endnu en af hendes mange løgne.

Når fakta bøjes for at passe ind i en fortælling om borgerligt kaos, bør alarmklokkerne ringe. For det er ikke oplysning. Det er iscenesættelse.

Det underliggende budskab er tydeligt: Rød blok står samlet bag én kandidat, mens blå blok angiveligt famler i blinde.

Men hvad hvis virkeligheden er den stik modsatte? Hvad hvis det netop er et sundhedstegn, at flere kandidater melder sig? Hvad hvis det viser, at blå blok tager vælgerne alvorligt og faktisk tør give dem et reelt valg?

Rød blok sætter alt på Mette Frederiksen

Hos rød blok er alt sat på ét kort. Ét navn. Én person. Én fortælling. Mette Frederiksen.

Det er en centraliseret magtforståelse, hvor partiet og regeringsmagten smelter sammen i én figur. Det kan man mene om, hvad man vil. Men lad os ikke bilde os ind, at det er den eneste legitime model.

Polnyt mener: Mona Juul, Inger Støjberg og Morten Messerschmidt bør også melde sig som statsministerkandidater.

Ikke fordi blå blok nødvendigvis skal ende med seks kandidater i et indbyrdes slagsmål. Men fordi det vil sende et klart signal: Vi overlader det til vælgerne.

Forestil dig kontrasten. På den ene side en rød blok, hvor alt kredser om én person. På den anden side en blå blok, der siger:

Her er vores bud. Her er vores retninger. Her er vores profiler. Vælg.

Det er ikke svaghed. Det er demokratisk selvtillid.

Mediernes rolle i dette forløb er heller ikke uvæsentlig. I stedet for at diskutere politisk indhold, reformer, økonomi, retssikkerhed, udlændingepolitik og velfærd, reduceres debatten til et taktisk spil om navne.

Hvem melder sig? Hvem tør? Hvem står stærkest i meningsmålingerne? Det bliver personfikseret på en måde, der gør politik fattigere.

Vis respekt over for vælgerne

For vælgerne burde spørgsmålet være: Hvem fører den politik, jeg tror mest på? Ikke hvem har først fået et grønt flueben i en tv-debat?

Hvis blå blok lader flere kandidater stille sig frem, tvinger det samtidig rød blok og medierne til at forholde sig til indhold frem for spin. Det bliver sværere at karikere “kaos”, når vælgerne kan se konkrete alternativer. Det bliver sværere at reducere det hele til en fortælling om én mod ingen.

Respekt for vælgerne betyder at anerkende, at de kan tænke selv. At de kan vælge. At de ikke behøver en medieskabt dramaturgi for at forstå demokratiets spilleregler.

Derfor er budskabet enkelt: Lad de borgerlige vælgere vælge Danmarks næste statsminister. Lad partierne stille deres kandidater frem. Lad stemmerne afgøre, hvem der står stærkest.

Vis respekt for vælgerne. Lad vælgerne bestemme Danmarks næste statsminister.