Det tog kun ét opslag på X at flå fernissen af Moderaterne. En førtidspensionist tillod sig at kritisere Lars Løkke Rasmussen, hans politiske klovnebus og de skandaler, der har klæbet til han skatteyderbetalte beskæftigelsesprojekt partiet siden fødslen.

I stedet for at svare på kritikken valgte gruppeformand Mohammad Rona, tidligere politisk ordfører for Moderaterne, at gå personligt efter førtidspensionisten. Ikke argumentet. Ikke substansen. Manden.

Sådan her svarede Mohammad Rona førtidspensionisten på det sociale medie X:

“Shit du må have meget fritid, Måske du skulle ud på arbejdsmarkedet og bidrage til fællesskabet ;)”

Der står det hele. Et blinkesmiley som alibi. En nedladenhed forklædt som frisk tone. Budskabet er ikke til at misforstå: Hvis du er førtidspensionist, så burde du måske holde dig fra at blande dig i politik.

Magtens foragt for vælgerne

Det er den rå kerne. Det er magtens foragt for den borger, der ikke passer ind i idealbilledet. Moderaterne taler højtideligt om humanisme og en ny politisk kultur med fokus på indhold og evidens. Men når en almindelig dansker udfordrer magten, falder sproget til skolegårdsniveau. Så handler det pludselig ikke om argumenter, men om at markere hierarki. Dem, der “bidrager”, og dem, der burde tie.

Det var måske derfor at vælgerne i Aalborg kasserede Mohammad Rona ved det seneste kommunalvalg? De kunne godt gennemskue personen bag den glatte facade?

Demokratiet er ikke et arbejdsmarkedstjek. Stemmeretten afhænger ikke af timetal. Ytringsfriheden udløber ikke, fordi helbredet svigter. Alligevel vælger en af Moderaternes centrale figurer at insinuere, at politisk deltagelse bør kobles til arbejdsduelighed. Det er ikke bare uforskammet. Det er et menneskesyn.

Moderaterne praler med en ny politisk kultur

Midt i det hele står Moderaternes egne højstemte ord og runger hult. På partiets hjemmeside skriver Moderaterne:

“MODERATERNE står på et humanistisk værdigrundlag og med en ambition om at bidrage til en politisk kultur, hvor der er fokus på indhold, substans og evidens fremfor proces, symboler og løse antagelser.”

Når man holder den formulering op imod hån mod en førtidspensionist, blokering af kritikere og politiske manøvrer for at samle mandater bag kulisserne, bliver kontrasten næsten komisk. Den “nye politiske kultur” reduceres til en floskel, mens praksis vidner om det stik modsatte.

Da kritikken voksede, kom der ingen eftertanke. Ingen undskyldning. Ingen forsøg på at forklare sig. Polnyt blev i stedet blokeret. Sådan ser den “nye politiske kultur” åbenbart ud i praksis: Først hån, så tavshed, så luk døren.

Køb af mandater er bestikkelse af demokratiet

Moderaterne er født af Lars Løkke som et projekt, der skulle hæve niveauet. Et opgør med blokpolitik og gammeldags mudderkast. Men når presset stiger, afsløres instinktet. Sparke nedad. Afvise kritik. Smile skævt og kalde det humor.

Sandheden er, at Moderaterne er Lars Løkkes fortsatte mulighed for at kunne være levebrødspolitiker. Ironisk nok lønnet af skatteyderne.

Spørgsmålet er ikke, om én kommentar kan forklares bort. Spørgsmålet er, hvad den afslører. For hvis dette er partiets forståelse af respekt og demokratisk samtale, så er der ikke tale om fornyelse. Så er det bare gammel magtarrogance i nyt jakkesæt.

Samtidig er det værd at minde om, hvordan Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne har forsøgt at købe mandater, bestikke demokratiet. Man tog endda villigt imod bestikkelse for at frede Mette Frederiksen.

Når mandater behandles som handelsvarer, der kan flyttes rundt for at holde et projekt i live, udhules respekten for det kryds, vælgerne satte i stemmeboksen. Det er endnu et eksempel på et parti, der taler om demokratisk fornyelse, men i praksis agerer, som om magten er noget, man kan samle op bag kulisserne i stedet for at gøre sig fortjent til ved et valg.

Pressen er heppekor for Lars Løkke

Det er dybt sørgeligt for demokratiet, at Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen i øjeblikket stormer frem i meningsmålingerne. Men det er desværre, hvad der sker, når den fjerde statsmagt svigter sin rolle.

Når medierne ikke længere fungerer som kritisk vagthund, men som mikrofonholdere og heppekor for den siddende magt, udviskes grænsen mellem journalistik og spin. I stedet for at bore i magtmisbrug, studehandler og den nedladende tone over for borgere, bliver fortællingen poleret og pakket ind.

Resultatet er et demokrati, hvor vælgerne fodres med image frem for indsigt, og hvor magten kan vokse sig stærkere, netop fordi den ikke mødes af den modstand og kontrol, som et sundt folkestyre forudsætter.

Er det virkelig den politiske kultur, danskerne skal belønne med fire år mere?