De stort set eneste, der har glemt lortesagerne omkring Lars Løkke Rasmussen og hans skatteyderbetalte beskæftigelsesprojekt, Moderaterne, er statsansatte og statsstøttede journalister og kommentatorer.
Hvilket desværre kan aflæses direkte i meningsmålingerne, for der er stadig vælgere, som lader den statsstøttede og statsejede presse påvirke deres stemme.
Vælgere som desværre kan give Løkke, og Mette Frederiksen, den fortsatte magt.
For flertallet af helt almindelige vælgere står sagerne stadig klart, og listen er langt fra udtømt.
Der dukker fortsat skandalesager op, men alt for ofte dækkes de ikke eller også bliver de enten nedtonet, bortforklaret eller forsvinder hurtigt ud af nyhedsbilledet.
Det ligner ikke kritisk journalistik, det ligner berøringsangst.
Vi har set det før.
B.T. siger “Tilløkke” til Lars Løkke
De samme journalister og kommentatorer, der burde holde magten i ørerne, stod nærmest og klappede, da der blev uddelt fist bumps i USA og kvitteret med et begejstret “Tilløkke!”.
Det skamfulde “Tilløkke” kom faktisk fra Joachim B. Olsen og hans kolleger på B.T.
Den samme Joachim B. Olsen, som i en video her til aften på B.T. kritiserer TV 2 for at lave propaganda for Løkke med deres såkaldte dokumentar “Udenrigsministeren”.
Kritikken fra Joachim er på sin plads, men det fremstår temmelig hyklerisk, når B.T. selv i perioder har været bannerfører for begejstringen over en Løkke uden nævneværdige resultater.
Den slags øjeblikke siger mere, end mange måske selv forstår, for de afslører en kultur, hvor fascination af magten, hos journalister og kommentatorer, alt for let erstatter den nødvendige skepsis.
Når pressen svigter sin rolle og i stedet ender som mikrofonholder, får det konsekvenser. Det kan aflæses direkte i meningsmålingerne.
Kritiske spørgsmål bliver færre, mens spin får pladsen i spalterne, radioen og i tv’et.
Problemet er ikke, at sagerne er glemt. Problemet er, at alt for mange i pressen har valgt at kigge den anden vej.