På trods af omfattende dokumentation for terrorforherligelse og ekstremistisk propaganda fortsætter det kommunistiske medie Arbejderen med at modtage dansk mediestøtte.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har tilsyneladende ingen planer om at gribe ind.
Dermed er danske skatteydere fortsat med til at finansiere et medie, der ejes af Kommunistisk Parti, og som gentagne gange har bragt budskaber, der legitimerer terror og organisationer på EU’s terrorliste.
“Modstandskamp er ikke terror”
Allerede den 11. oktober 2023, blot fire dage efter Hamas’ brutale terrorangreb mod Israel, bragte Arbejderen et indlæg med overskriften:
“Modstandskamp er ikke terror.”
Budskabet var svært at misforstå: Angrebene på civile israelere skulle ikke betragtes som terror.
Den 4. januar 2024 fortsatte linjen, da Arbejderen offentliggjorde artiklen “Palæstinensiske modstandsgrupper med fælles erklæring”, terrorpropaganda skrevet af blandt andre Hamas, PFLP og DFLP, alle organisationer på EU’s terrorliste.
Ulovlig tildelt mediestøtte
Grænsen mellem Arbejderen og Kommunistisk Parti fremstår i praksis udvisket.
Mediets ansatte som Marc B. Sanganee og journalist Lucas Carn har offentligt udtrykt støtte til den såkaldte “modstandskamp” mod Israel.
Begge sidder samtidig i partiets landsledelse, hvilket rejser spørgsmål om mediets uafhængighed. Og dermed om mediestøtten er tildelt ulovligt.
Når et statsstøttet medie og et politisk parti på den måde overlapper hinanden, bliver spørgsmålet ikke kun politisk, men principielt.
Jakob Engel-Schmidt smider skattemidler efter terrorstøtte
Polnyt har afdækket, at hverken kulturministeren eller Medienævnet agter at stoppe mediestøtten.
Konsekvensen er klar: Staten fortsætter med at sende skattekroner til et medie, der bringer materiale fra terrororganisationer og argumenterer for terror
Det rejser et oplagt spørgsmål om politisk konsekvens.
Ville regeringen acceptere statsstøtte til et medie med forbindelser til højreekstreme terrorgrupper, der reklamerede for og bakkede op om nazistisk terror?
Danskerne har krav på at vide, hvorfor deres skattekroner fortsat finansierer et medie med så alvorlige anklager hængende over sig, og hvorfor kulturministeren ikke griber ind.
Flere folketingsmedlemmer fra venstrefløjen, blandt andre Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti fortsætter med at bidrage massivt til Arbejderen.