I et opslag på Facebook går Jan E. Jørgensen til angreb på rød blok og deres mange skatter og afgifter, hvor han med vanlig patos advarer mod nye boligskatter, formueskat og hvad “socialisterne nu ellers kan finde på”.
Danmark har ikke brug for nye skatter, skriver han. Budskabet er klart. Retorikken er skarp. Fjendebilledet er velkendt. Og han har faktisk ret.
På det vedhæftede billede ser man ham AI-genereret foran et skilt med teksten “Her vogter Jan E – mod nye skatter på dit hjem”.
En kampklar skattevogter. Enhedslisten fremstillet som tyveknægte, der lusker i skyggerne. Det er effektiv kommunikation. Det er også et politisk teater, der kalder på et helt andet spørgsmål end det, Jan E. selv rejser.
Kan man overhovedet stole på Venstre?
Man skal have levet under indlandsisen på Grønland for ikke at have registreret, hvad der skete efter valget i 2022. Venstre begik, sammen med Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, det, mange vælgere oplevede som danmarkshistoriens største vælgerbedrag.
Partiet, der gik til valg på at sende Mette Frederiksen hjem, valgte i stedet at frede hende og sikre hende fortsat magt. Ministerbilerne blev fordelt. Principperne blev parkeret. Det var ministerbiler før retsstaten.
Og når det gælder skatter, netop det som Jan E. nu angriber rød blok for, er hukommelsen heller ikke så kort, som Venstre måske håber.
Jan E. Jørgensen og streamingafgiften
Før valget i 2022 gik Jan E. Jørgensen massivt til angreb på Socialdemokratiets planer om en streamingafgift. Han plasterede sociale medier til med videoer, hvor han med rette advarede mod endnu en byrde på danskerne. Endnu en afgift. Endnu en hånd i lommen.
Hvad skete der så?
Venstre gik i regering med Socialdemokratiet og Lars Løkke Rasmussens Moderaterne. Og pludselig var den principfaste modstand mod streamingafgift ikke længere så principfast. Jan E. Jørgensen og Venstre stemte for netop den afgift, de før havde udskammet.
Nu står han igen og vogter mod nye skatter. Men hvorfor skulle vælgerne tro på, at det denne gang er anderledes?
Venstre vil ikke afvise Mette Frederiksen
Troels Lund Poulsen vil ikke kategorisk afvise at give Mette Frederiksen magten igen. Og erfaringen viser, at når magten og ministerbilerne kalder, så bøjer Venstre sig. Så bliver modstanden fleksibel. Så bliver rygraden elastisk.
Politik handler ikke kun om at udpege modstandernes fejl. Det handler om troværdighed. Om at stå ved det, man siger, også når det koster.
Når Jan E. Jørgensen advarer mod formueskat og nye boligskatter, burde det mest presserende spørgsmål ikke være, hvad rød blok vil. Det burde være, hvad Venstre gør, når forhandlingerne begynder, og magten ligger på bordet.
Så kære Jan E. Jørgensen. Formueskat eller rygrad?