Mens de iranske mullaher nedslagter deres egen befolkning, vælger FN’s generalsekretær António Guterres at sende varme lykønskninger til præstestyret i Teheran.
Ja, du læste rigtigt. Ikke en løftet pegefinger. Ikke en klar fordømmelse. Men en diplomatisk kærlighedserklæring forklædt som høflighed.
Den 11. februar 2026 sendte Guterres et brev til Irans præsident Masoud Pezeshkian i anledning af årsdagen for den islamiske revolution.
Den samme revolution der forvandlede Iran til et teokratisk diktatur. Den samme revolution hvis arv i dag håndhæves med fængsler, tortur og skarpladte våben mod civile, der vover at kræve frihed.
Timing er alt i politik. Og denne timing er intet mindre end grotesk.
Lykønskningen faldt kort efter, at FN’s eget menneskerettighedsråd havde fordømt Iran for brutal undertrykkelse af protester.
Iran er et land i opløsning
Mens demonstranter bliver tævet på gaderne, kvinder jagtes for ikke at rette ind, og dissidenter forsvinder bag regimets mure, finder verdenssamfundets øverste embedsmand altså tid til at sende varme ord til magthaverne.
Det er svært ikke at spørge, hvad der foregår i FN’s korridorer.
Den ene hånd fordømmer. Den anden klapper.
Hvilket signal sender det til iranerne, der risikerer livet for basale frihedsrettigheder?
Hvilket signal sender det til diktatorer verden over, når konsekvensløse lykønskninger flyder lettere end reel handling?
Reflektere over FN’s uduelighed
I brevet skrev Guterres, at nationaldage er en mulighed for at reflektere over et lands bidrag til det internationale samfund.
Bidrag? Er det virkelig det ord, man vælger om et islamisk regime, der igen og igen havner i overskrifterne for menneskerettighedskrænkelser?
Forfølgelse. Henrettelser. Systematisk undertrykkelse.
Menneskerettighedsforkæmpere og iranske oppositionsgrupper reagerede med raseri, og det er til at forstå.
For mens iranerne kæmper for retten til at leve uden frygt, modtager deres undertrykkere høflige hilsner fra toppen af FN systemet.
Det er netop denne type moralsk relativisme, der får almindelige borgere til at miste tilliden til internationale institutioner.
FN elsker at fremstå som verdens samvittighed. Men hvad er en samvittighed værd, hvis den kun aktiveres i pressemeddelelser og ikke i handling?
Når mullaherne skyder på deres egne, burde verdens ledere tale med en stemme så klar, at ingen er i tvivl.
I stedet får vi diplomatisk tågesnak og ceremonielle lykønskninger. Det lugter ikke af lederskab. Det lugter af eftergivenhed.
Spørgsmålet er ikke længere, om FN har et troværdighedsproblem. Spørgsmålet er, hvor mange gange organisationen kan underminere sig selv, før resten af verden holder op med at lytte.