Polnyt mener: Der findes en ubehagelig sandhed i dansk politik, som alt for få i blå blok tør sige højt: Man vinder ikke et valg ved at ligne sin modstander.

Man vinder ikke ved at tale midtersprog, signalere ansvarlighed i alle retninger og holde alle døre på klem. Man vinder ved at ville noget andet.

Blå blok risikerer at tabe valget, ikke fordi danskerne nødvendigvis ønsker mere stat, mere regulering og mere central styring, men fordi blå partier i stigende grad fremstår som en administrativ forlængelse af den kurs, de påstår at ville ændre.

Hvis vælgerne skal vælge mellem originalen og en forsigtig kopi, så vælger de originalen. Det er politisk logik.

Mediernes vinkling kun en del af problemet

En del af problemet ligger også i mediebilledet. Det er naivt at påstå, at dækningen er fuldstændig neutral. Den politiske samtale i Danmark foregår i et miljø, hvor den socialdemokratiske styringsmodel ofte behandles som det naturlige udgangspunkt, mens borgerlige opgør med systemet mødes med skepsis og moralsk løftede øjenbryn.

Men mediernes vinkling kan aldrig blive den afgørende forklaring. Oppositionens opgave er at være opposition, ikke at søge samarbejde hen over midten med arvefjenden. Også når det koster.

Hvis blå blok ikke tør tage det principielle opgør med skattetrykket, med bureaukratiets vækst og med den stadigt mere detaljerede politiske styring af borgernes liv, fordi man gerne vil have chancen hos en Mette Frederiksen regering, så overlader man fortællingen til dem, der mener, at staten altid bør fylde mere.

Så ender man med at diskutere tempoet i udbygningen af systemet i stedet for selve retningen.

Manglende klar afvisning af Mette Frederiksen

Endnu mere skadelig er tøven i spørgsmålet om magten. Når blå partier ikke klart og utvetydigt afviser Mette Frederiksen som statsminister, opstår tvivlen.

Hvad er det egentlig, man vil? Er målet et reelt kursskifte, eller er målet blot indflydelse i midten? Ministerbiler uden rygrad og holdninger, som vi har set de sidste 4 år med Venstre og Moderaterne?

Vælgere kan acceptere kompromiser, men de accepterer ikke uklarhed. Hvis man går til valg som borgerlig og samtidig signalerer, at man i sidste ende kan leve med en fortsættelse af den socialdemokratiske dominans, så udvander man sit eget projekt.

Troværdighed opstår ikke af tekniske formuleringer. Den opstår af klarhed. Af vilje. Af mod.

De forenede Radikale partier

Problemet bliver kun større, når partier markedsfører sig som borgerlige, men i praksis fører en politik, der ligger tættere på radikal midterforvaltning end på et reelt opgør med den eksisterende kurs.

Borgerlig politik er ikke bare en tone eller en retorisk markør. Det er et syn på mennesket og staten. Det er en grundlæggende overbevisning om, at magten skal begrænses, at skatten ikke er statens penge, men borgernes, og at ansvar ikke først og fremmest er noget, der administreres centralt.

Hvis man går på kompromis med egne holdninger, lader sig suge ind i den socialdemokratiske tankegang, hvor staten altid skal vokse, at regulering er standardsvaret på enhver udfordring, så er man ikke længere opposition. Så er man medforvalter. Så er man Mette Frederiksens naive skødehund.

En klar retning og ikke en rundkørsel

Valget burde handle om retning. Om hvorvidt Danmark skal bevæge sig mod mere centralisering og politisk styring, eller om vi tør genopdage friheden som bærende princip.

Men hvis blå blok reducerer valget til taktiske manøvrer og personspørgsmål, mister man det større perspektiv. Man mister fortællingen om, hvorfor et magtskifte overhovedet er nødvendigt.

Der findes et stort antal vælgere i Danmark, som instinktivt tænker borgerligt. Som ønsker lavere skat, mindre detailstyring og større respekt for det enkelte menneskes dømmekraft. Men det flertal mobiliseres ikke af svage borgerlige, der ikke tør være borgerlige og afvise magten for magtens skyld.

Det mobiliseres af retning. Af tydelighed. Af modet til at sige, at Danmark kan indrettes anderledes. Og at mette Frederiksen absolut ikke indgå i fremtidens Danmark.

Blå blok taber hvis de ikke er blå blok

Blå blok taber ikke nødvendigvis, fordi danskerne ønsker mere rød politik. Blå blok taber, hvis de ikke tør være det, de siger, de er. Hvis de ikke tør være opposition. Hvis de ikke tør formulere et klart opgør med den socialdemokratiske magtkultur og den stadigt voksende stat.

Alt for ofte fremstår blå blok heller ikke som den modmagt, en opposition bør være. Kritikken af Mette Frederiksen og rød blok bliver halvhjertet, forsigtig og pakket ind i forbehold. Man går til angreb, men trækker slaget tilbage, før det rammer.

I stedet for at udfordre magten konsekvent og konfrontere den på dens svagheder, ligner det til tider en form for politisk selvdisciplinering, hvor man nødig vil virke for skarp.

Blå blok minder om den danske presse

Resultatet er, at oppositionen kommer til at minde om den del af den danske presse, der heller ikke tør være den glubske rottweiler over for magten, men i stedet optræder som logrende hundehvalpe, der søger adgang og anerkendelse.

Når frygten for at blive kaldt hård, polemisk eller “usamarbejdsvillig” bliver stærkere end viljen til at udfordre magten, har man allerede tabt den psykologiske kamp. Og så vinder Mette Frederiksen, igen.

Man kan ikke vinde et retningsvalg uden at vælge retning. Uden at stå kalrt sammen mod Mette Frederiksen, Socialdemokratiet og rød blok.

Spørgsmålet er derfor ikke, om blå blok kan samle mandater. Spørgsmålet er, om de tør samle mod.

Spørgsmålet er, om blå blok tør afvise Mette Frederiksen, vise rygrad i stedet for at drømme om ministerbiler, uanset prisen.