Efter måneder med massiv, dokumenteret og vedholdende dækning fra polnyt vælger det statsstøttede Berlingske pludselig at bringe historien om Enhedslistens Per Clausens nominering af en dokumenteret antisemit og Hamas-forsvarer til Nobels Fredspris.
Historien dukker op i Berlingske her til aften, flere måneder efter vores første afsløring, og uden så meget som en linjes kreditering af det arbejde, vi har lagt i sagen.
Her på polnyt har vi i flere år dækket Enhedslistens massive bidrag til antisemitisme og terrorstøtte.
Ikke fordi det er populært. Ikke fordi det giver klap på skulderen fra mediebranchen. Men fordi de fleste statstøttede og statsejede medier har holdt sig bemærkelsesværdigt tilbage.
Enhedslisten bidrager til terrorstøttende medie
Vi har blandt andet dokumenteret, hvordan folketingsmedlemmer fra Enhedslisten, og også fra Socialistisk Folkeparti, har bidraget og fortsat bidrager massivt til det terrorstøttende, kommunistiske medie Arbejderen.
Et medie, der har hyldet terror mod jøder og bragt propaganda for og fra terrororganisationer som Hamas.
Det er ikke påstande. Det er dokumentation. Vi har endda dokumentation på, at journalister direkte har nægtet at dække skandalen.
En skandale, der kun vokser, når Arbejderen samtidig modtager mediestøtte og dermed danskernes skattekroner. Og når Kulturminister Jakob Engel-Schmidt nægter at skride ind, selv om mediestøtten kan være tildelt ulovligt.
Enhedslisten hylder antisemitten Francesca Albanese
Siden 17. december 2025 har vi som tidligere skrevet også dækket, at Per Clausen, Enhedslistens medlem af Europa-Parlamentet, har valgt at nominere Francesca Albanese til Nobels Fredspris.
Albanese er FN’s såkaldte specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder, men hun er samtidig blevet kritiseret og fordømt af en lang række vestlige lande for antisemitiske udtalelser om jøder og for sin opbakning til og sit forsvar for Hamas.
Organisationen UN Watch har samlet omfattende dokumentation for hendes jødehad og hendes forsvar for terror.
Alligevel vælger Per Clausen, og dermed Enhedslisten, at indstille hende til verdens mest prestigefyldte fredspris. Og hans partikollager som Pelle Dragsted og Trine Mach er konstant ude at forsvare og hylde samme Albanese.
Polnyts dækning begyndte 17. december 2025 med artiklen om, at Enhedslisten nominerede en antisemitisk terrorstøtter få timer efter endnu et terrorangreb, i Australien, mod jøder.
Den 12. februar 2026 fulgte vi op med et satirisk indlæg om nomineringen, og den 14. februar 2026 beskrev vi, hvordan flere lande nu fordømte Francesca Albanese, samtidig med at hun blev hyldet af Enhedslisten og Alternativet.
Og så er der alle vores opslag på X om sagen, blandt andet har vi forsøgt at få en kommentar fra Per Clausen, Pelle Dragsted, Trine Mach og andre fra Enhedslisten, men de har alle valgt at blokere polnyt.
En massiv og vedholdende dækning, som polnyt er stolte af, og som har krævet tid, research og mod.
Berlingske tyvstjæler andres indhold
Alligevel vælger Berlingske og journalist Kalle Kehlet nu at bringe historien måneder senere, uden at kreditere Polnyt for det arbejde, der allerede var udført.
Vi har rakt ud til Berlingske for at få en forklaring. Indtil videre er der tavshed.
Berlingske er et medie, der modtager millioner i mediestøtte fra danske skatteydere.
Polnyt er en frivillig og uafhængig blog, drevet af de indtægter, vores visninger genererer på Facebook.
Berlingske har masser af journalister og ressourcer. Her på polnyt kan de frivillige tælles på en hånd.
Alligevel vælger Berlingske at samle historien op, når den allerede er dokumenteret, og uden at nævne kilden.
Det er ikke første gang. Berlingske har også dækket historien om Enhedslistens folketingsmedlem Victoria Velasquez og hendes omgang med islamisten Kasem Said Ahmad, der har forsvaret stening af kvinder.
Den historie var Polnyt de første til at skrive et officielt indlæg om.
Radio IIII har ligeledes bragt historien uden at nævne Polnyt.
Berlingske og Radio IIII blokerer
Chefredaktør Tom Jensen, journalist Kalle Kehlet og Radio IIII har alle blokeret Polnyt.
Kontrasten er slående. En frivillig blog leverer dokumentationen og fastholdelsen. De statsstøttede medier bringer historien senere.
Og når vi spørger hvorfor vores arbejde ikke krediteres, mødes vi med tavshed, eller blokering.
Polnyt fortsætter. Uden millionstøtte. Uden store redaktioner. Men med et fast mål at udstille og afsløre Enhedslisten og resten af venstrefløjens massive bidrag til terrorstøtte og antisemitisme.
I forbindelse med vores skriverier om Enhedslisten har vi fundet en række væsentlige oplysninger om Albanese via Jotam Confino på X.